Golfbaner på Bornholm

Der er fire meget forskellige baner på Bornholm.

På Nordbornholm i Rø findes to fantastiske baner, hvor den ældste, Old Course er en oplevelse helt i særklasse. Klipper, skov, søer og sjove udfordringer hele banen rundt. Den er ikke så lang, men den vinder over dig mange gange, før du bliver fortrolig med den. God udfordring.
Her holder Nordbornholms Golfklub til med klubhus i Restaurant Stenby Mølle.

Fakta: Anlagt i 1987 – Par 71 – 5369 m fra gul tee

New Course også i Rø er en mesterskabsbane med fire sæt teesteder og den er helt anderledes end den gamle bane. Brede fairways, storslået udsigt, kuperede greens og så er der både klipper, søer fra gamle stenbrud og smalle passager i granplantager. Spiller man fra hvid tee i frisk vind, får man en svær udfordring, men fra blå tee i stille vejr, kan man få en meget fornuftig score.
Det er Gudhjem Golfklubs hjemmebane og også herfra, at de to baner på Nordlandet drives og administreres. 

Fakta: Anlagt i 2005 – Par 72 – 6230 m fra hvid tee

Dueodde Golfbane ligger på Sydbornholm i et flot åbent område og med skovhuller på de sidste ni huller. Banen har lange huller, men er let at gå, da den ikke er ret kuperet og der er god harmoni mellem hullerne. Nexø Golf Klub har en dejlig klub med en rar og imødekommende stemning omkring klubhuset.

Fakta: Anlagt i 1986 – Par 71 – 5652 m fra gul tee

I Robbedale uden for Rønne holder Bornholms Golf Klub til på øens ældste golfbane fra 1972. Det er en kort parkbane med små greens, men også med lange udfordrende huller i gamle grusgrave, der kom til da banen blev udvidet til 18 huller i 1986. Det er en smal bane, hvor der skal slås lige for at score.

Fakta: Anlagt i 1972-1986 – Par 68 – 4848 m fra gul tee